Kategorier
Forretter God mad Tilbehør

Lækker paté

… eller kødkage, hvis ikke det skal lyde så smart…

Du skal bruge:

400 g hakket svinekød (10-12%)
150 g kalve-, kyllinge- eller andelever i små terninger
150 g bacon i små tern
1 dl rød- eller hvidvin
2-3 spsk cognac eller portvin
2 fed presset hvidløg
2 æg
1 spsk. syltede grønne peberkorn eller 1/2 spsk. hvide peberkorn
1 spsk. frisk timian (eller 2 tsk tørret)
salt og friskkværnet peber
3 skiver parmaskinke til toppen

Rør alle ingredienserne godt sammen og lad det trække et par timer. Kom farsen i en godt smurt form (ca. 1 liter). Glat overfladen og læg parmaskinken over og top med et par timiankviste. Bag pateen ved 180 grader i 1-1 1/2 time. Pateen skal have løsnet sig helt i kanterne. Lad den køle af til næste dag – gerne under let pres. Løsn pateen, slå den ud af formen og skær den i de fineste skiver og spis med lidt cornichoner, oliven, chutney, blandet grøn salat, og rugbrød. eller flüte 😉

Bon appetit 🙂

Kategorier
fjerkræ God mad Nem mad

Stegt andebryst

Ok, så bliver det ikke nemmere!
Lav nogle ridser i skindet, drys salt og peber over og steg. 10 minutter på skindsiden og 8 minutter på kødsiden. De skal ikke engang olie på panden…!
Når det har stegt skal det lige hvile 5 minutter inden det skæres ud.

Nå, ja du skal bruge:
1 andebryst
Salt
Peber

Kategorier
God mad Nem mad Tilbehør

Kartoffelmos

Det synes måske fjollet at have sådan en opskrift, men hvis der bare er en enkelt der kan have gavn af den, så er det det hele værd 🙂

Til 4 personer skal du bruge

1 kg kartofler
25 gram smør
1/2 – 1 dl mælk
1/2 – 1 dl kartoffelvand
Salt

Skræl kartoflerne og skær dem i mindre stykker. Kog dem i usaltet vand i ca 15 minutter til de er godt bløde. Hæld vandet fra kartoflerne, men gem 1 dl. Så skal der moses. Drys lidt salt i kartoflerne sammen med kartoffelvandet og begynd at mose. Du kan bruge en gaffel, en håndmixer, en kartoffelmoser eller noget andet der kan kvase dem godt. Smid smøret i og mos videre. Slut af med, at blande mælk i til konsistensen er som du vil have det.

Skal mosen være lidt anderledes, kan man blande et par gulerødder, pastinak, eller andet rodfrugt i mosen.

Kategorier
God mad Kødretter simremad

Herregryde – simreret med oksekød, rødvin og masser af smag

Ok, måske lidt overkill at bruge filet til retten! Mindre kan sagtens gøre det og med alle de lækre ingredienser kan det næsten ikke gå galt.

Den portion jeg lavede var nok til 4 personer og jeg brugte:

6-800 gram oksefilet i mundrette stykker (andre udskæringer virker også fint)
2 store løg i rustikke stykker
4 gulerødder i ditto
500 gram champignon
2 stængler bladselleri i skiver
4 fed hvidløg i skiver
1 chili i strimler (jeg fjernede kernerne,. skal det være lidt stærkt behold kernerne og smid eventuelt en chili mere i)
4 laurbærblade
7 peberkorn
1 god dusk frisk timian
1 stor kvist frisk rosmarin
1 tsk cayennepeber
1 spsk edelsüss paprika
1/2 liter hønsebouillon
1 flaske kraftig rødvin
10 perleløg, hele
3/4 af en stor dåse tomatpuré
Salt & peber
Olivenolie

Brun kødet i olien med lidt salt og peber. Tilsæt løg og hvidløg og svits videre et par minutter. Tilsæt gulerødder, bladselleri, chili og champignon sammen med paprika og cayennepeber og svits nogle minutter igen. Bland tomatpuré i og rør det godt rundt. Tilsæt laurbærblade, peberkorn, timian og rosmarin og ja, svits lidt længere. Tilsæt så bouillon og rødvin og perleløg og lad det simre 1 1/2 time under låg og så 1/2 – 1 time uden låg.

Spis med en god rustik kartoffelmos og brød til. yummy yummy 🙂