Kategorier
God mad Nem mad Pasta og risotto Tilbehør

Pasta Verde

Til 2 personer skal du bruge følgende

1 pakke frisk pasta
1 løg
1 fed hvidløg
1/2 squash
en håndfuld grønne bønner, kogte
200 gr champignon
En dusk frisk timian
Lidt olivenolie til stegning

Kog pastaen som beskrevet på pakken.
Hak løg, hvidløg og timian fint, skærm champignon og bønner i halve og skær squashen i stykker (ikke for store, ikke for små). Varm olien godt op og start med at stege løg og hvidløg sammen med den friske timian et par minutter. Tilsæt de halverede bønner, champignoner og squash og lad det stege 7-8 minutter. Hæld pastaen over og bland det hele godt. Du kan eventuelt tilsætte lidt pastavand til panden – det samler det hele rigtig godt.

Retten er lækker til den friske laks med persille

Et lille tip når man koger frisk pasta. For at undgå, at det bliver til en stor klump, kan man skylle den med kold vand lige når den er kogt færdig. Det plejer at fungere for mig…

Velbekommen 😉

Kategorier
Fisk God mad Nem mad

Frisk laks med persille

Ultra nemt og virkelig lækkert

2 stykker frisk laks
1 bundt kruspersille
Godt med salt
Godt med friskkværnet peber
Lidt olivenolie
Evt. lidt saft fra en citron

Gnid laksen først med olie og så med salt, peber og persille og bag den 15 minutter ved 200 grader.

Mere skal der ikke til og den smager rigtig godt til eksempelvis Aspargesrisotto eller min Pasta Verde.

Kategorier
Brød og bagværk Tilbehør

Lynhurtigt grovbrød

Hjemmebag uden griseri og besvær

Til 1 brød

50 gram gær
3,5 dl vand, lunkent
Salt
Honning
1 æg
6 dl hvedemel
1 1/2 dl grahamsmel
1/2 dl sesamfrø
1/2 dl græsker- eller solsikkekerner
1/2 dl hørfrø
(frø og kerner kan byttes ud med lige hvad man har lyst til eller har i skabet)

Gær opløses i det lunkne vand og salt, honning og æg tilsættes. Resten af ingredienserne piskes i med en elpisker eller lignende. Dejen hældes herefter i en smurt rugbrødsform og sættes i en kold ovn hvor den bages i ca 30 – 35 minutter ved 225 grader.

Det tager 10 minutter plus bagetid…så er der brød.

Kategorier
God mad Risretter

Jambalaya

Ultra-nemt og hurtigt. Nå ja – det smager også godt…

Til 4 personer skal du bruge:
2 svinekotelleter skåret i tern
2 kyllingebryster skåret i strimler
1 stort løg
2 fed hvidløg
1 frisk chili
1 rød peberfrugt skåret i ringe
1 gul peberfrugt skåret i stykker
2 spsk. gurkemeje
6 dl hønsebouillon
3 dl jasminris (bruger du de brune, er det en sundhedsbombe!)
Lidt olivenolie
En portion friske rejer

Steg svinestykkerne og kyllingestrimlerne let brune. Smid løg, hvidløg, peberfrugter og chili i og lad det svitse nogle minutter. Tilsæt gurkemeje, rør rundt, tilsæt bouillon og ris og lad det koge som anvist på risposen.

Retten er færdig når bouillonen er suget op af risene og de er dejlig klistrede. Spis med de kolde rejer ovenpå.


Kategorier
God mad Pasta og risotto

Spaghetti al tonno

Fiskens svar på bolognese – det’ nemt og smager godt


Til 4 personer

2 dåser tun (i vand)
2 dåser hakkede tomater
1 løg (hakket)
2 dl hvidvin
2 hvidløg (presset eller fint hakket)
tørret chili (flager eller pulver)
3 ansjosfileter (skåret i små stykker)
1 bundt hakket persille
1 tsk sukker
2 spsk kapers
400 gram spaghetti (tørret)
Salt & peber
Olivenolie
Parmesan

Sæt vand over til spaghetti. Svits kapers og løg i olivenolie i 3-4 minutter og tilsæt derefter hvidløg og ansjoser, som svitser med i yderligere 2-3 minutter. Tilsæt dernæst hvidvin, som skal koges ned til under det halve. Herefter tilsættes sukker, chili, tun, halvdelen af persillen samt tomat. Saucen koger i 10 minutter. Hvis saucen er for tyk tilsættes lidt vand fra spaghettien, som er i gang med at koge. Hæld vandet fra spaghettien ca 2 minutter før den er færdig. Hæld spaghettien tilbage i gryden, hæld saucen over, riv parmesan i, tilsæt resten af persillen og bland. Blandingen skal trække under låg i ca 4 minutter. Nu er der klar til servering. Pynt med persille og reven parmesan.

Velbekomme…

Kategorier
God mad Pasta og risotto

Grøntsagslasagne

Lasagne med et sundt tvist

Til 4 personer

1 pk lasagneplader, fuldkorn
300 gram spinat, hakket (fra frost)
1 ds tomater, hakkede
2 spsk tomatkoncentrat
2 fed hvidløg, hakket
Olivenolie
1 bundt persille, hakket
2 spsk oregano
2 tsk chilipulver
1 tsk sukker
1 spsk balsimico eddike
1 løg, hakket
2 forårsløg, hakket
1 aubergine, hakket i tern
1/2 squash, hakket i tern
Salt og peber
Revet ost
Vand
1 Mornay sauce, 5%

Start med at lave tomatsaucen. Svits hvidløg i olivenolie. Tilsæt dernæst løg og forårsløg. Efter et par minutter tilsættes aubergine og squash, som steger med i 3-4 minutter. Tomater, tomatkoncentrat, salt, peber, chili, oregano, sukker, persille samt eventuelt lidt vand tilsættes, og saucen får lov at koge i 5 – 10 minutter. Nu kan lasagnen lægges sammen. I et smurt fad lægges lag af tomatsauce, mornay sauce, spinat og lasagneplader som toppes af med revet ost. Lasagnen indsættes herefter i en 200 grader varm ovn og bages i ca 30 minutter.

Velbekomme…

Kategorier
God mad Pasta og risotto Tilbehør

Hjemmelavet, frisk fuldkornspasta

Sådan kan man lave sine fuldkornspastaer selv

Jeg lavede denne portion med vand. Det fungerede fint nok, men jeg vil nok mene, at det er bedre med æg.

100 gr. “00” italiensk hvedemel
100 gr. almindelig hvedemel
100 gr. fuldkornsspeltmel
1 drys salt
Lidt olivenolie
3 æg

(i stedet for 3 æg brugte jeg)
Mælk svarende til 2 æg og græsk yoghurt svarende til 1 æg piskes sammen.

Lav en fordybning i melet og hæld æg (eller mælkeblandingen) ned i. Med en gaffel røres melet i lidt efter lidt til det er en dej. Ælt den godt med hænderne. Hiv og ælt – stræk og ælt. Giv dejen tæv. Bliv ved i nogle minutter til den er lækker og elastisk.

Brug en pastamaskine til at rulle dejen ud og “skære” den i de tynde strimler.

Alternativt kan man bruge en kagerulle og en kniv, meeen det er noget smartere med maskinen…

Kategorier
Pasta og risotto

Fuldkornspasta med kantareller og oksekød

Nem og sund.
En ret der skriger på fløde, men jeg har forsøgt mig med hjemmelavet pseudo-fløde, hvor der ikke er heelt så meget fjedt i. Det fungerede egentlig godt nok. God smag i retten og dejlig cremet konsistent.

Til 2 personer brugte jeg
250 g oksekød i tynde strimler
1 tsk. balsamico
2 fed hvidløg
1 løg
1 håndfuld frisk basilikum, hakket
1 håndfuld frisk persille, hakket
6-7 cherrytomater skåret i halve
1 knivspids sukker (drysses ud over de halve cherrytomater)
1/2 citron
4 spsk. græsk youghurt
1 spsk. mælk
250 g friske kantareller i tynde skiver
1 pakke frisk fuldkornspasta
Friskrevet parmasan
Salt
Peber

Start med at bland oksekødet med balsamico og lidt salt og peber. Lad det stå i mens resten gøres klar.
Bland den græske youghurt med lidt citron saft, salt og peber. Det er min pseudo-fløde 🙂
Hak løg og hvidløg fint og steg det på panden. Når løgene er bøde og dejlige, tilsætter du oksekødet som skal stege videre til det er brunt. Tilsæt så kantarellerne og lad det stege lidt videre. Der skulle gerne være kommet lidt væske i bunden fra kødet. Smid tomater, basilikum og persille i sammen med lidt finthakket skal fra citronen. Til slut skal snyde-fløden i retten og så skal det koges op, så de værste klumper forsvinder…

Kog pastaen som dikteret på pakken og bland det hele til sidst toppet med parmasan.
Vi fik lidt broccoli og grov-flüte til – det var osse dajlit.

Kategorier
Pasta og risotto

Verdens hurtigste ret – Pasta med tigerrejer

1 – 2 – 3 – 4 – så der mad
Det kan ikke gå meget hurtigere. Det tager ikke 20 minutter at lave denne ret.
Den er supersimpel og smager fortryllende!

2 personer
En god portion frosne tigerrejer (gerne dem fra Netto, der er renset og pillet)
3-5 fed hvidløg
2-300 g champignon
1 pakke cherrytomater skåret i halve
1 pose pinjekerner
2 tsk stødt paprika
1 tsk Cayennepeber
salt og peber
Persille
250-300g spaghetti (vi plejer at bruge fuldkorns-pasta)

Sæt vand over til pastaen og sæt dem over at koge.
Rist pinjekernerne ved svag varme til de er gyldne og sprøde.
Steg de frosne rejer med et par fed hvidløg (ekker tre) skåret i tynde skiver i en sauterpande med en god sjat olie. Der kommer en god sauce ud af det, så gem det hele i en dyb tallerken.

Tør panden af og hæld mere olie på. Steg champignon med et par ekstra fed hvidløg, paprika og lidt salt og peber til de begynder at afgive vand. Smid rejerne og rejesaucen i panden sammen med de ristede pinjekerner og tomaterne.
Når pastaen er færdig skal det hele bare blandes.

Drys den hakkede persille over og spis 😉